December i Dubai

Det mest grænseoverskridende for mig i denne måned skete d. 14/12, hvor jeg fik laseropereret mine øjne!! Jeg har længe overvejet det men ikke turdet, for tænk, hvis det gik helt galt..

Jeg tog beslutningen om lørdagen, blev undersøgt søndag og opereret onsdag – ja, ventelister er altså ikke lige et issue, når man betaler selv. Det koster Dhs 7000 (kr. 11 200), hvilket lige godt og vel er det samme, som mine briller kostede i Dk, så det er på lang sigt ”billigt”. Lægen havde på forhånd reservationer overfor resultatet, da jeg ikke kun er nærsynet men også har problemer med musklerne i øjnene og nu er jeg så spændt på om resultatet bliver, som han håber eller som han tror. Hvis det bliver supergodt vil han skrive en artikel i et af fagbladene, men det ringeste jeg kan forvente er godt dagligsyn og briller til at læse og køre bil med. Alt sammen bedre end før! Jeg har aldrig før været så nervøs som på operationsdagen – kunne næsten ikke skrive under på papirerne – men det var virkelig ikke spor slemt! Birgitte var min chauffør og støtte hele dagen og Poul var der også, da jeg kom ud fra operationen. Resten af dagen havde jeg ”svejseøjne”, men allerede dagen efter kunne jeg se. Nu er det 5 dage siden og jeg ser godt nok til at køre bil i dagslys, men kan ikke læse så godt. Der skal gå 1-4 uger, før jeg finder ud af det endelige resultat, men ét er sikkert. Jeg har ikke fortrudt!!

Første december var vi til et kæmpebal på et af de store hoteller med 5-600 gæster. Cristina (også dansker i Dubai) havde spurgt, om vi havde lyst til at købe billetter til årets store velgørenheds-event sammen med flere andre danskere – og hvem kan sige nej til en aften i festens tegn med herrerne i smoking og damerne i lange kjoler? Arrangøren var The Christina Noble Foundation, som støtter gadebørn i Vietnam og Mongoliet. Christina Noble er irer og har selv haft en elendig barndom og er nu involveret i at hjælpe andre. Det var en meget festlig aften, med dans på stolene, auktioner, quiz, disco og masser af mad og vin – ja, der stod sågar en flaske vodka og en flaske gin på hvert bord (10pers), da vi kom. Heftigt, synes jeg, men det skal jeg jo ikke bestemme. Vi glæder os til næste år.

Næste dag var der Rugby 7, som er en rugby turnering for 7-mands hold, der finder sted over tre dage i Dubai hvert år. Vi var inviteret af Dubai Port og sad på den rolige langside, men nogle af de andre områder var ret vilde! Spillet er underholdende og målrigt, så det er morsomt også for ikke-entusiaster. Der er hold fra hele verden (vi støttede Samoa og havde fået trøjer i deres farver), ligesom der er oldboys og under21’s.

Juletræet blev købt i Satwa – en af de ældre bydele. Birgitte og jeg kørte lettere i blinde, for vi vidste kun at det ikke var langt fra skrædderen, som jeg jo vidste, jeg kunne finde. Heldigvis lykkedes det os at finde den rigtige gade og træerne. De var lidt mishandlede, ikke så fine, som dem vi er vant til fra Grangården og til en HELT anden pris. Det dyreste, vi så, var vel 3-4m højt og kostede Dhs700 – vi (jeg) valgte et på ca. 2½m og det fik jeg for Dhs400. Så nu er det plantet i en spand vådt sand og pyntet, for det skal sørme nydes længe!

Klaus fyldte 40 og inviterede til drinks og snacks i haven. Det er super at man ligefrem kan planlægge med havefester uden at skulle arrangere pavilloner etc. Så vi havde en dejlig aften og kom ikke hjem før hen ad kl 3 næste morgen. Vi kan heldigvis gå hjem derfra, selvom vi skulle springe lidt for at undgå sprinklerne i græsset langs vejen…

Med til expat-livet hører også at skulle sige farvel. Vores næsten-naboer, Karen og Jens og deres drenge, Michael og Christian, har vendt næsen mod Danmark. Deres container blev lukket nogle dage før flyafgangen, så vi var glade for at de havde lyst til at bo hos os, så vi kunne hygge lidt de sidste dage, de var i Dubai. Det var med vemod vi sagde farvel søndag morgen og de var vist heller ikke lige så fornøjede ved tanken om at skulle hjem til kulde og mørke. Heldigvis kommer de nok på ferie til efteråret, så ses vi igen. Vi ønsker dem al mulig held og lykke.

Marc ankom d.16 planmæssigt om aftenen kl 22 – dvs. det var da mere held end noget andet, der fik ham herned MED bagage til tiden. Han ringede fra flyet i Kastrup og sagde at dels var han 50min forsinket, dels sagde de at hans type billet betød, at han ikke var garanteret en plads på flyet(!) Af sted med os til Lufthansa – som var lukket for det var fredag… Selv i lufthavnen var de lukket. I København kunne de ikke forstå billetproblemet, men mente at han ikke var tjekket igennem, fordi de havde vurderet, at han ikke ville kunne nå sit fly i Frankfurt.  Det næste, vi hørte, var da han ringede fra flyet i Frankfurt, som han havde nået ved at spurte ud til gaten og satse på at kunne få boardingkort dér, hvilket var lykkedes med 5min til planmæssig afgang. Vi var nu overbevist om, at han ikke fik bagagen med og begyndte at planlægge de mest nødvendig indkøb (f.eks. badebukser) – men det blev af en eller anden grund ikke nødvendigt. Det er vist aldrig set før, at kufferter er blevet flyttet mellem to fly på 25min.

Det er i hvert fald dejligt at have ham her!

Nu er han startet på dykker kursus og I vil høre mere hen ad vejen

God Jul

Enoka og jeg har været på hjemmesiden for at se på billeder fra Lisbeth og Sørens hus i Panama, så hun kan følge med. Hun savner dem meget og alt bliver sammenlignet med "Madam Elisabeth" - så det er godt jeg har hendes beretninger på hjemmesiden at gå ud fra. Julen blev lidt speciel for Enoka - for jeg havde givet hende fri 1. juledag til at gå i kirke - men sørme om ikke Ready Maids var i julehumør og gav dem alle fri, så fik hun de 100dhs i julegave af mig i stedet. Hun havde sørme også skrevet julekort til os, det fik jeg helt dårlig samvittighed over, for hun undskyldte samtidig, at hun ikke havde en gave. Og det skal hun da i hvert fald ikke bruge penge på. 

Enoka har ellers gennemgået nok her i december – Ready Maids ringede en dag og meddelte at hun var syg og derfor ikke kom – det kunne jo være influenza, så jeg spekulerede ikke nærmere over det. 10 min senere ringer Enoka så selv med gråd i stemmen og fortæller, at en af de andre damer fra Sri Lanka har kastet en stegepande i hovedet på hende, så hun måtte på skadestuen og sys. De bor 6 ladies fra Sri Lanka på samme værelse og der var opstået en diskussion om noget vasketøj, hvorefter den anden så tog til stegepanden… Jeg kunne ikke gøre andet end at prøve at snakke og berolige, men jeg var jo samtidig af den holdning at et overfald skal anmeldes til politiet… man er vel ikke gammel sikkerhedsrepræsentant for ingenting. Men Enoka løste problemet med diplomati og fik oprejsning. Hendes sponsor (man skal have en sponsor for at arbejde som udlænding her i Dubai) fik besked og han sendte den anden dame hjem til Sri Lanka. Så er freden genoprettet, Enoka har ikke bidraget til at skade sin sponsors ry, han har taget affære, hendes position er styrket og overfaldskvinden undgår fængselsstraf her i Dubai. Da Ready Maids ringede igen for at sige, hun stadig skulle have hvile (lægen havde sagt 2 uger, det fik hun næsten også), blev jeg meget insisterende og forlangte, at de passede hende ordentligt og sagde mange rosende ord om hende. Så nu får vi igen rabat – den havde de ellers sløjfet, da hun gik ned i timer… ja, ja.

Martin kom herned 22/12 efter en begivenhedsløs tur, hvilket jo snart er usædvanligt i sig selv. Han blev færdig som Maritime Officer d.21. december og havde stolt papirerne med herned. Nu glæder han sig bare til at komme i gang, hvilket man jo godt kan forstå. Hans dimission havde været en stille og rolig affære og heldigvis havde min bror, Jens og hans kone, Marianne, deltaget, så vi havde billeder næste dag.

Marc var næsten færdig med sit dykkerkursus, da Martin kom, han manglede kun det sidste store dyk på 18m. Pga. vejret blev det desværre aflyst, så han kun fik et mindre dyk med dårlig sigtbarhed. Heldigvis trådte Claus Johansson til som redningsmand og tog Marc med på en tur sammen med sine egne to børn Ann Katrine og Mikkel, som i ø selv havde haft sidste dag på dykkerkursus sammen med Marc. De havde en god dag og fik set masser af fisk, så var Marc glad igen.

 Juleaften var vi på tur til Hatta, som dels er et gammelt restaureret fort, dels et stort hotel og dels klippeformationer med søer i bjergene. Vi så ikke dybe søer, men gik til gengæld i bunden af klippespalter, hvor der kan være dybt vand. Lidt længere væk er der åbenbart så dybt, at folk svømmer i søerne. Vi havde en dejlig dag med gode oplevelser og især gjorde klipperne indtryk. Man skal have et rigtig godt kort og en 4-hjuls trækker for at komme derop, men det er turen værd. Der er utrolig smukt, hvis man sætter den lidt lange kikkert for øjet. Ser man lige ned for sine fødder ligger der uanede mængder affald, som folk bare har smidt. Sådan ser her desværre ud mange steder. Til gengæld går der langs mange landeveje små mænd med sorte sække og samler op – vi havde ellers undret os over alle de fyldte sække, der lå så regelmæssigt langs motorvejen. Men det er altså svaret, så kommer der en bil og samler dem op senere. Arbejdskraften er jo billig og jeg ved da godt at der samles affald ind langs vejene i Dk, men det virker ligesom anderledes.

Efter frokost på hatta Fort Hotel drog vi hjemad med to meget trætte unge mænd på bagsædet.

Det var svært at dække julebord med mors porcelæn, men ellers går det rimeligt. Jeg er bare lidt mere "touchy" end jeg plejer at være.  Vi havde en dejlig aften, bare os fire, og var enige om at dansk flæskesteg ikke bliver dårligere af at komme en tur i grillen.

1.juledag tog vi til Dibba til en strand, hvorfra man både kan dykke og snorkle. De tre herrer var ude et par gange og fik set både hajer, skildpadder og mange fisk, så de var mere end tilfredse. Jeg lå på stranden og glædede mig til at jeg får grønt lys fra øjenlægen til at måtte gå i vandet.

2. juledag var vi inviteret til julefrokost hos Susanne og Claus, hvor vi alle havde medbragt forskellige ting til julebordet. Vi var 17 og der var mad nok! Det var igen underligt at sidde ude i haven til julefrokost, men bare der er sild og snaps nok, så føles det såmænd ganske julet…

En tur i ørkenen er det også blevet til. Vi blev hentet af chaufføren i hans store bil og kørte ud i ørkenen ca. en time fra vores hus. Der var to andre passagerer med, så M & M sad lidt trangt, men det gik. Der var usandsynligt mange med samme ide: både private og firmaer bruger stedet udover de unge, der kører på quadbikes (en slags motocross cykler med fire hjul) med halsbrækkende hastighed. Det går over stok og sten og man tror ind i mellem at nu må vi da vælte – men nej der er styr på det hele. Solnedgangen var smuk og vi havde en dejlig eftermiddag, som blev fulgt af barbecue i en såkaldt beduinlejr. Der var vandpibe, hennamaling, musik, mavedans og vi måtte da også lige prøve at have arabisk tøj på – det er godt nok skræmmende at være helt tildækket – så er man bare en ikke-person. Det går lidt bedre med tørklædet, selvom det også føles unaturligt.

Nytårsaften var vi hos Birgitte og Klaus sammen med deres familie, det var rigtig hyggeligt med 14 mennesker i alderen 2-85… vores bidrag var champagne, hummer til alle mand (Poul havde fået en kæmpekasse fra havnen i Salalah, Oman) og Pouls hjemmelavede kransekagetårn. Så selvom Klaus bagefter brugte en halv dag på at gøre grill ren, var det nu lækker mad. Vi så dronningens nytårstale via Internet, så det var lige før vi ikke nåede midnatsskålen til tiden. Der var ikke meget fyrværkeri at se, men Susanne fortalte at de havde set masser, så det er nok bare et spørgsmål om at have en altan, der vender den rigtige vej.

Martin fik sit dykkercertifikat og glæder sig til at komme tilbage og bruge det. Han oplevede også lidt problemer med sigtbarhed men var i det store og hele ganske tilfreds. Sådan er det jo når man vælger aktiviteter i naturen, så er man underlagt forhold, man ikke selv kan styre.

Vi har haft nogle aktive dage og har nydt at have begge sønnerne. Vi var i Karama, hvor man køber fake T-shirts og fake alting - hvor Marc købte en del T-shirts og jeans og Martin kun et par T-shirts. Til gengæld har han i Pierre Gardin købt jakkesæt, skjorte, slips og frakke på udsalg. Det er VILDT billigt. Normalpris dkr16000- nupris dkr3500. Hvordan får man lige to drenge der er SÅ forskellige? Men de er jo søde begge to på hver deres måde.