FEBRUAR

Februar er gået og jeg skal prøve at sammenfatte månedens begivenheder.

Muhammedtegningerne har fyldt meget både for os, der bor i denne del af verden, men så sandelig også for alle i Danmark. Jeg tror næsten, det har været værre i Danmark end her. Vi mangler stadig danske mejerivarer – men ikke andre danske ting. Flere af os har måttet se slægt og venner på vej herned på ferie aflyse rejsen efter mere eller mindre velovervejet råd fra Udenrigsministeriet derhjemme. Fastelavn i den norske kirke blev aflyst og en stor dansk Gallafest er udsat til maj måned. Vi bliver sommetider spurgt, hvor vi kommer fra og vi voksne svarer (somme tider tøvende): ”Danmark” og så falder der et par kommentarer af almindelig karakter, men der er ingen ubehagelige reaktioner. Begrænsningerne ligger nok mest hos os selv i vores egen selvopfattelse og følelse af at være på usikker grund, usikre på omgivelsernes reaktion. Min iranske yogalærer synes ikke, der er grund til at blive væk fra Iran. Hun siger, det kun er folk, der bliver betalt for det, der demonstrerer. Iranerne er venlige mennesker og vi bør rejse dertil i maj og se foråret, hvor alt blomstrer og er smukt. Poul har rejst i regionen og støder ikke på problemer af nogen art og har haft samtaler med arabiske samarbejdspartnere om emnet uden animositet. Så konklusionen for mig er: det er gadens parlament, der er ude og lave rav i den og de er styret af magtsyge individer, desværre oftest religiøse ledere, ude på at score billige point.

Der er nok ingen tvivl om at også almindelige, veluddannede muslimer føler sig stødt over tegningerne, men at de skulle blive brugt i verdenspolitisk sammenhæng er simpelthen for langt ude. Alle voldsomhederne over disse tegninger, som ingen har set og som i bund og grund ikke er noget særligt efter min ringe mening, har virket selvforstærkende på den islamofobi, som eksisterer i nogle dele af den vestlige verden. Så nu kan islamisterne se sig omkring og sige: ”Se, hvad vi sagde. Det er alt sammen en del af et jødisk/amerikansk komplot”. Og de kan få det til at se ud, som om de har ret. Måske det var ufølsomt at bringe disse tegninger, men i forhold til tegninger af så mange andre ting, så virker de nu meget uskyldige. Muhammed bliver afbildet i andre sammenhænge og hans navn i den grad misbrugt i terrorsammenhænge og det er der ikke en kat der gør af. Timing is of the essence. Nok om det.

Heldigvis havde Annabel, Peter, Leonore og Constance mod på at rejse herned alligevel og vi havde 2 skønne uger sammen i begyndelsen af måneden.

Vi lagde ud med en dag i den gamle del af Dubai, hvor vi så museet med alle de flotte udstillinger, der så tydeligt viser, hvor meget der er sket i Dubai de sidste 100 år. Museet er indrettet med udstillinger, der tydeligt viser alle aspekter af livet i Dubai både perlefiskeri, markeder og oaser. Alle besøgende hertil starter med en tur gennem Dubai Museum for på den måde at få et indblik i den kultur, Emiratet er bygget på. Efter museet gik vi rundt i Bastakiya, som er det gamle iranske handelskvarter ved siden af museet. Handelsfolk fra Bastak i det sydlige Iran kom hertil i begyndelsen af 1900-tallet og blev budt velkommen af Dubais regent. Bygningerne er meget traditionelle med vindtårne (den tids aircondition) og er alle bygget omkring gårdspladser. Hele kvarteret er ved at blive renoveret og skal huse forskellige kulturelle aktiviteter ud over de gallerier, der allerede er.

Vi besøgte både Basta Art Cafe, Majlis Gallery og XVA Gallery, som er en oase midt i byens larm og trafikos. Galleriet indeholder mange små rum med plads til forskellige udstillere og en lille kunstforretning. Gårdspladsen er overdækket med lange baner hvidt stof og her sad vi og fik frokost. De laver kun vegetar retter – og de mest fantastiske ”coolers” (jordbær eller lime og mynte blended med is). Jeg har været der flere gange efterhånden og er aldrig blevet skuffet.

Vores pool blev lukket et par dage før gæsterne ankom – til stor irritation for os alle. Baggrunden var en tragisk ulykke, hvor en lille pige druknede for nogle måneder siden i en pool i Springs (vores område er delt op i Emirates Hills, The Lakes, Springs 1-14 og Meadows 1-6 som alle ligger tæt sammen samt Arabian Ranches som ligger længere væk). Pigens far var til stede ved poolen men iværksatte alligevel en kampagne for større sikkerhed og livreddere ved alle vores pools. Municipality (kan oversættes ved de kommunale myndigheder) besluttede herefter at alle pools skulle lukkes indtil de fik en livredder ansat. Vi har argumenteret med at de alle er private pools uden adgang for offentligheden og at man må udvise ansvarlighed som bruger. Uden held. Nu er der så ansat såkaldte poolsupervisors, som efter alt at dømme ikke kan redde liv men blot holde øje med, hvad der foregår. Så kan man frygte for at ansvaret bliver placeret hos sådan et stakkels menneske, hvis der alligevel sker noget, fordi folk jo ikke er vilde med at høre efter. Og små phillippinermænd er altså ikke særlig respektindgydende i sig selv.  Ja, der er også sat skilte op om at man ikke må løbe og springe i på hovedet. Og indkøbt brandslukkere. Suk. Nogle dage er der så lukket alligevel og man må ”planke den” for at komme ind og sole sig, mens vejret stadig er behageligt at være ude i.

Nå, men det jeg ville sige, var, at vi var henvist til at benytte golfklubben og Lakes Club til badeaktiviteter. Udover afstanden koster det jo så også penge og så tager man jo ikke bare lige en dukkert og smutter hjem igen. Men vi havde en dejlig dag i golfklubben og nød at kunne slappe af – dvs. pigerne syntes vist ikke de voksne gik nok i vandet. Det er jo luksus på højt plan at kunne das, mens man får bragt drinks fra poolbaren. Annabel og Peter havde vist ikke haft noget imod en runde golf – men dels skal man bestille tee-tid 8 dage i forvejen, dels koster en runde golf 1000kr for ikke-medlemmer, så det fravalgte de.

Weekenden tilbragte vi i klipper og hav: Vores tur for en måned siden til Wadi Bih og Fujeirah havde givet os blod på tanden og vi lånte bil af Johanssons, så vi kunne køre i én bil. Heldigvis havde vi ikke alene pas og kørekort med, men Claus havde ladet bilens registreringskort og Oman-forsikringspapirer ligge i handskerummet, så da vi uventet blev stoppet på vej ind i den lille del af turen som går gennem Oman var alt i orden. Normalt bliver man kun kontrolleret ved udkørslen af Emiraterne ved en grænsebom bemandet med en mand og hans maskingevær – han tager alle passagerers pas med ind i sit skur og der ligger de så i 20-30 min, mens han lader alle de lokale køre igennem fra den anden side. Når passene så er blevet godt varme og man er ved at begynde at undres, så kommer han med passene og siger ”god tur”. Det er ikke kun for sjov: bilen foran os blev afvist – de havde ikke pas med. Ærgerligt. Næste checkpoint var så på vej ind i Oman med en ny mand og en bom – her kom vi dog hurtigt igennem.

Landskabet var lige så storslået som vi huskede det. Naturen har nogle kræfter som får os mennesker til at føle os endog meget små og ydmyge – det er så utroligt smukt! Klipper i alle former, farver og formationer så langt øjet rækker: det er så man helt taber pusten.

Kontrasten er så meget større, når man kommer ud til kysten og ser havet strække sig ud foran sig. Vi havde værelser på Le Meridien igen – og denne gang blev vi opgraderet og fik dermed egen balkon og badesandaler til fri afbenyttelse. Meget luksuriøst. Ved ankomsten i receptionen kom der fluks en tjener med frugtjuice og en anden med kolde vaskeklude til at køle de støvede rejsende og vi  følte os hensat til en anden dimension! Vi nød poolen og pigerne var også ude at prøve den ægte vare (havet er 100m væk).

Fujeirah/Dibba er stedet at snorkle, så vi pakkede os sammen og tog ud til MAKU Divecenter, der ejes af Kurt og Margrit, der er fra Schweiz. Det er absolut ikke luksuriøst, men der er hvad man skal bruge. Først fik vi alle våddragter, snorkler, masker og finner. Pigerne er jo ikke så store, men det gik da nogenlunde at finde noget, de kunne passe – og så begyndte dens store kamp for at få os bakset i våddragterne. Man kan nogle steder bare gå direkte ud i vandet og svømme hen til de gode steder – men hos Kurt bliver man sejlet lidt længere ud til Dibba Rock, hopper i vandet og bliver med det samme mødt af de mest fantastiske fisk. Vi så havskildpadder, rokker, barracudaer og en masse andre farverige fisk. Koralrevet er utrolig smukt og man kan hele tiden høre en gnavende lyd, når fiskene gnaver af revet. Annabel fik sit livs skræk, da hun svømmede lidt væk fra os andre og pludselig så en rimeligt stor haj svømme under sig. Peter var optaget af at hejse pigerne op i båden, så det var en meget lille stemme, der kaldte og bad om at blive hentet… det er nemt nok med sin forstand at vide, at der kun er ufarlige hajer lige dér, men når der så svømmer en stor en af slagsen lige under ens mave, ja, så stiger hjerterytmen betragteligt. Det var en forrygende tur, som vi alle nød til fulde.

Har man sagt Dubai har man også sagt ørken, så selvfølgelig måtte vi ringe til Mansoor og bestille en ørkensafaritur. Vi blev hentet om eftermiddagen og kørte ud i ørkenen. Peter var ret vild med den Toyota Landcruiser, vi kørte i, for den havde lige lidt mere udstyr end den hjemme på Grangården (lædersæder og a/c bare for at nævne to ting). Det var lige før den udkonkurrerede den lange limousineudgave af en Hummer, vi så ved cafeen, hvor der blev lukket luft ud af dækkene.

Ørkenen bød igen på de smukkeste syn og en rutsjebane af en køretur. Vi havde delt køresygepiller ud før vi tog af sted, selvom de blev modtaget med en smule mistro. Det viste sig at have været en god beslutning for det går altså lidt vildt for sig ind i mellem. Leonore fik samlet ørkensand til sin veninde og vi andre nød bare udsigten. Udover alle bilerne kører der også mange Quadbikes i klitterne. De lokale drenge/unge mænd får afløb for deres energi og nyder at vise sig for ”publikum” – især blev en bil fuld af kvinder i abaya genstand for megen opmærksomhed. Der er en speciel kultur omkring ørkenræs og nogle af dem er klædt på/ud som skulle de deltage i en udgave af ”The A-team”.

Nu er dagene længere, så vi kørte ikke ad landevejen til beduinlejren med gennem ørkenen. Her fik vi lejlighed til at se en kamelfarm – eller rettere den del af farmen, hvor hun-kamelerne var med deres føl. De har meget smukke øjne, sådan nogle kameler, men så er alt også sagt…

Vi ankom til lejren lidt før de andre biler, så ikke alene fik hele familien prøvet at ride på kamel, men pigerne fik en ekstra tur højt til vejrs. Inde i lejren fik de lavet hennatatoveringer på armene og de klarede begge at holde armene i ro i de 30 min hennapastaen skal blive siddende, før man skraber den af. Igen var der frisklavet arabisk brød, god mad og den russiske mavedanser var på scenen efter middagen. Endnu en spændende dag fuld af indtryk.

Det var dejligt at have besøg hjemmefra, vi nød at kunne være sammen så mange dage – det har vi jo aldrig været som familier. Annabel og jeg har holdt mange ferier sammen, men det er immervæk over 25 år siden, så nu var det på høje tid.

Vi siger tak for besøget!

REGN i ørkenlandet: det kan godt regne, skulle jeg hilse at sige. Vi oplevede i slutningen af måneden et par dage med rigtig regnvejr og deraf følgende kaos, for ingen ting er beregnet på regn her. Hvorfor skulle det dog også være det? Jo, for det regner faktisk nogle dage hvert år på denne tid. Der kom kun 15mm den første dag og ca. det halve næste dag, men det havde virkning som meget, meget mere. Huse sprang læk i stor stil og vejene blev oversvømmet, så hverken biler eller fodgængere kunne komme frem.  Der er ikke lavet afløb i vejene – og hvis der er, så er de ikke vedligeholdt men fyldte med sand. Så vandet kom både ind oppefra og nedefra hos rigtig mange mennesker. Vi slap heldigt med vandpytter ved dørene men nogle af Pouls kolleger havde rigtig oversvømmelse. Susanne og jeg var hos Birgitte og Klaus, der var i Danmark, og finde håndklæder frem til at tørre op med, for der var vandet kommet ind gennem vægge, lofter og emhætte. Ibn Battuta Mall og Mall of Emirates var begge ramt af utætte tage - den første måtte endda helt lukke. Aviserne var fulde af billeder af oversvømmede veje og huse og kunne også rapportere om 500 trafikuheld den første dag. Betryggende baggrundsviden, når det nu er de samme mennesker, der har tænkt sig at bygge verdens højeste bygning.

Det er nu ikke kun betonbyggeri der bliver investeret i – Dubai har ambitioner om at blive kendt som et grønt Emirat, så der er planlagt flere store parker. Én af dem, Za’beel Park, åbnede for kort tid siden under stor mediebevågenhed. Parken ligger i byens absolutte centrum (v. Trade Center R/A for jer, der kender byen), er 50 hektar stor og rummer udover grønne arealer en sø med både (ligesom i Tivoli), bbq-områder, særlige områder med temaer som alternativ energi, kommunikation og teknologi, legepladser og et tog, der kører rundt i parken. Kaffeklubben havde forlagt residensen til parken en tirsdag i februar og vi havde den næsten for os selv. Parkerne her bliver især brugt i weekenderne, hvor familierne rykker ud nærmest medbringende alt indbo… gulvtæpper, grill, osv. osv. bliver pakket og så flytter man udendørs. Denne dag var der nogle skoleklasser og så bare os. Alt er meget nyt endnu og flere af faciliteterne mangler stadig, men der skal nok blive rigtig dejligt, når træerne vokser til. Lige nu var det meget bart og lidt blæsende. Vi havde formiddagskaffen med og satte os ved et de mange borde og mens vi holdt på hat og briller og paptallerkner nød vi solen og synet af de mange lokale skolebørn i alle aldre (og grader af ”tildækkethed”). Der gik en lille mand rundt med en affaldssæk og kiggede bekymret på os og spurgte om han ikke skulle tage vores affald – vi var langt fra færdige, så han fik et pænt ”nej tak” og gik bekymret videre. Modsat det, han ser til daglig, er vi jo vant til at rydde op efter os – han ville bare forbygge at skulle jagte vores affald rundt i blæsten. Han har nok fået sig en overraskelse, da han kom tilbage og vi havde fjernet alt…

Nu er det rent faktisk allerede marts måned, så sagaen fortsætter i marts dagbogen…