JANUAR 2006

Marc tog hjem et par dage før Martin og havde en stille og rolig tur med flyafgang kl. 8:50m om morgenen – det var lidt mere hektisk for Martin, der skulle flyve kl. 3 om natten.

Der var så lang bilkø til lufthavnen den nat, at Martin og Poul steg ud og gik det sidste stykke, mens jeg blev i bilen og til sidst fandt p-plads. Dels er det jo sæson for Hajj - pilgrimsrejse til Mekka, dels hjemrejse for juleturisterne og dels var der indtjekning til Bangla Desh, Sri Lanka o lign samme sted som til Lufthansa og de mennesker fatter ikke, at der er maks. størrelser og -vægt på bagage. De pakker ALT i dyner, tasker beregnet til vasketøj og papkasser og det vejer alt sammen ualmindeligt meget og er ualmindeligt stort. Så de skal argumentere, pakke om, sendes til Odd-size-baggage, sendes til betalingsdisk for overvægt etc. etc. etc. Han var ca. nr. 5 i indcheckningskøen og var igennem efter 45min... og flyet blev forsinket en time, så han først fløj kl. 3:45. De havde til sidst droppet at få al bagagen med og prioriterede at komme af sted. Selvfølgelig kom bagagen så først til Kbh. efter et par dage og i to omgange, men han fik den da.

4. januar var jeg hos købmanden og undrede mig da lidt over, at der lød arabiske bønner i højttalerne. Lidt senere fandt jeg ud af, at Shaikh Maktoum, Ruler of Dubai, UAE Vicepresident og Prime Minister var død samme morgen i en alder af 62. Han var i Australien, da det skete, for at købe væddeløbsheste og fik vist hjertestop mens han sov. Hernede skal man jo ikke ud i trættende valg og den slags, så hans bror, Shaikh Mohammad, er nu Ruler of Dubai og efterfølger ham også som Vicepresident og Prime Minister. Aviserne er fulde af kondolenceannoncer fra store firmaer og der er udstedt dekret om 3 dages lukning af private firmaer og 7 dages lukning af offentlige kontorer. Derudover 40 dages landesorg med alle flag på (godt og vel) halv. Alle offentlige arrangementer er udsat på ubestemt tid og nogle restauranter har lukket for alkoholservering og live entertainment. Hvordan defineres den private sector så? Tja, Enoka kom da og gjorde rent, havemanden vander have og supermarkedet har åbent. Ligeledes restauranter. Shoppingmalls er lukkede (stod der i avisen, men allerede fredag var der åbent igen), Maersk ligeledes, så enten arbejder de hjemmefra eller tager derind alligevel i fritidstøj (for ikke at se ud som om de arbejder, eller hvad ved jeg..). Da Shaikh Zayed døde i 2004 var der uddelt bøder til firmaer, hvis ansatte trodsede dekretet, så det bliver spændende at se, om det sker her også. Skolerne er lukket indtil 14/1 og alle eksaminer udsat. Så der sørges eller holdes ferie - vælg selv. Radioen (alle kanaler) spiller ingen musik eller andet, der er kun bønner på arabisk døgnet rundt. Efter de første tre dage blev koranen skiftet ud med de mest deprimerende stykker klassisk musik, der kan opdrives (og sådan var al radio for ti år siden, er vi blevet fortalt), så vi er alle klar over situationens alvor. Efterhånden er der dukket plakater op på kæmpestilladser og på husfacader med billeder af Maktoum og langs vejene ligeledes i mindre udgave med sørgetilkendegivelser påtrykt.

Men livet fortsætter og næppe var de 7 dages sorg overstået før aviserne skrev om Mohammed og hans fortræffeligheder og hvordan udviklingen nu virkelig skulle tage fart.

Allans kone og jeg har begge fødselsdag d.11 og havde planlagt at holde det ved poolen hos os - det er stadig ok, hvis vi ikke spiller musik eller bliver for højrøstede. Så nu ser vi hvordan det går, vi har jo ikke noget ønske om at fornærme nogen…

… det gik glimrende. Vi havde en dejlig aften med shawarma, lidt grønt & chips til dip, ost, kage etc. Vi havde hos en restaurant bestilt en mand til at komme og lave shawarma hele aftenen. Han kom og satte hele udstyret op og så var der ellers serveret efterhånden som vi var sultne. Vi havde prøvet det før til en anden fest, så vi vidste at kvaliteten var i orden. Han var så sød og tilbød hele tiden at hjælpe med at bære og ordne, når vi skulle have ting til eller fra vores hus på den anden side af vejen. Og maden var rigtig god! Hofdrikken hernede er Frozen Margaritas, så dem stod Klaus for - vi kunne have to blendere i gang samtidig for heldigvis er der adgang til el ved poolen. Masha mente, det nok var så koldt, at der skulle gløgg til, så det blev der lige suppleret med. Men heldigvis var det den varmeste aften i lang tid, så ingen havde brug for alle de tæpper, vi havde samlet sammen. Vejret er blevet noget køligere, der er 25gr om dagen og 12-16gr om natten. Det er jo dejlig dansk sommervejr, men det føles anderledes. Også danskere på ferie, synes det er lidt til den kølige side, men det er måske fordi man forventer noget andet.

Det føles især rigtig koldt om morgenen (i dag 16gr, som jo i Liseleje er min grænse for om jeg sidder ude eller inde og spiser morgenmad... alt er relativt), men vi har fået billeder fra Tivoli i snevejr og det er nu hyggeligt. Bare man ikke skal ud på cykel osv. ... ved det godt, man fortrænger de negative sider af alting, heldigvis.

Dagen efter kørte vi til Dibba på østkysten gennem Wadi Bih og noget af det smukkeste landskab hernede. Det var rejseholdet fra Oman-ferien, der slog til igen og madpakker var ikke et problem for shawarmamanden havde efterladt en hel del af slagsen. Vi startede hos os og kørte nordpå til Ras Al Khaima, hvorfra man skal igennem en paskontrol for at komme ind i Wadi Bih, som faktisk ligger i Oman. Det er lidt flydende med grænser hernede: nogen gange skal man igennem et længere tjek med stribevis af formaliteter – andre gange er det mere en formssag. Det hænger nok sammen med at landområderne er lidt blandet sammen, så man faktisk ikke lige altid er klar over, hvilket emirat man befinder sig i, for slet ikke at tale om land (Oman). Landskabet er meget voldsomt og dramatisk med høje klipper og dybe, udtørrede flodsenge og man føler sig meget lille overfor al den magt naturen har. Der er utroligt mange farver i skalaen beige-brun-sort-grå-grøn og meget lidt vegetation. Det er tydeligt at se, hvilke lag klipperne består af og hvor vandet har strømmet og vasket stenene glatte. Samtidig med at vi befandt os i dette grove og voldsomme landskab var vejene meget ”fine” og tydelige, men vi havde nu været ret kede af at køre Jaguaren igennem her (og den havde sandsynligvis ikke klaret det). Her levede Hyundai’en op til sit navn som 4-hjulstrækker og vi kørte i fin stil op ad stejle hårnålesving til ca. 1000m’s højde og den flotteste udsigt. Herefter gik det nedad bakke igen til Wadi Khab Al Shamis, som er mere grøn og med små landsbyer og masser af geder på vejen. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at livet i de omgivelser må gøre noget ved de mennesker, der bor der.

Efter i alt 6 timer nåede vi Fujeirah og Dibba, hvor vi skulle bo på Al Aqah Beach Resort – et meget fint hotel, hvor Poul og hans kolleger for nylig havde holdt møde. Det var super at kunne slappe af ved poolen og få ørkenstøvet vasket af. Aftensmaden blev lidt af en dyr oplevelse, for da tjeneren begyndte at lovprise fiskeretterne, var vi nogle stykker der lod os rive med. Vi havde ikke lige tænkt på konsekvenserne af, at priserne var pr 100gram af hver fisk, så vi fik de dyreste rejer nogensinde. Men gode, det var de! Næste dag stod på dykning og snorkling for nogle og poolafslapning for andre. Poul så både rokker, barracudaer og hajer og sigtbarheden havde været perfekt. Så selvom man ikke dykker, kan man godt få nogle fantastiske oplevelser.

Hotellet var helt fyldt og vi kunne undre os over de forskellige kulturers møde. Der var familier og deres forskellige maids, der var kvinder i abaya (nogle med helt tildækkede ansigter)og mænd i dishdash, der var tykke og tynde, der var minimalbikinier og -badebukser (bvadr!) og så var der os andre. Til frokost lagde vi meget mærke til, hvordan specielt én maid blev behandlet dårligt og ikke fik andet end rester; hun så også meget trist ud da hun sad og så på familien hygge sig med al den lækre mad. Ved et andet bord sad en dreng på 7 – 8 år og blev madet af sin maid, mens mor og søster sad i deres sorte abaya og tørklæder ved et andet bord. Han havde kulsorte tænder og havde helt klart magt over situationen sin alder til trods. Hvem skal lige fortælle ham om almindelige sociale spilleregler og om at behandle andre med respekt?

Toiletter i arabiske lande skal man lige vænne sig til – papir er vestligt tilbehør, som her bliver betragtet som uhygiejnisk. Det er der som oftest, men bruges ikke af alle. Til gengæld er der på alle toiletter en bruser, som man bruger i stedet. Så kan I selv regne ud, hvor vådt der kan være på gulve og - ja, alle vegne! På hotellet her var systemet dog anderledes avanceret – ja, på indersiden af toiletdøren var der en hel plakat med instrukser… toilettet var forsynet med et panel med alle mulige valgmuligheder for springvand I KUMMEN. Ved tryk på de forskellige knapper regulerer man selv temperatur, retning og styrke på vandstrålen og bagefter er der så lufttørring af de ædlere dele (også regulerbart). Alle måtte prøve og kom ud og var ved at omkomme af grin.

Jeg var lidt knotten på mig selv over, at jeg ikke havde fået skiftet bilradioen ud med én der har cd-spiller. Da de 7 sørgedage, hvor de offentlige kontorer holdt lukket var overstået kom de almindelige radiokanaler igen – for en kort tid. Så døde emiren af Kuwait og så sørgede vi i solidaritet og hørte kun koranlæsning i tre dage igen. Jeg havde heller ikke fået fjernet alarmen, der advarer om at man overskrider hastighedsgrænsen på 120km/t. Så det var tid for en service af bilen. Alarmen fik de afmonteret, men da det skulle koste dhs5000 at montere en ny radio/cd-spiller frafaldt jeg den luksus. Vi har så købt en radio i en almindelig forretning og fået den monteret af en lille mand for i alt Dhs530. Den lille mand fandt vi i Satwa (samme sted som skrædderen og juletræet), hvor kan alt laves og købes og man føler sig hensat til en anden verden - selvom jeg ikke har været i Pakistan, tror jeg, at det må være sådan, dér ser ud.

Mit kørekort var kun midlertidigt, så det skulle laves om. Godt nok duede det til 3/3, men hvis flere shaikher flytter i Paradis sammen med martyrerne, så kan det jo godt blive for sent… Man må tage sig sammen, må man. Så jeg talte kontanterne i pungen og nåede til at med Dhs120 havde jeg præcis de Dhs10 til ham, der oversætter mit pas til arabisk og Dhs110 til selve kørekortet. Inde på et lille kontor sidder et par mænd og oversætter pas og visa til arabisk, det hedder typing-office, men alt bliver nu skrevet i hånden. Der er altid fuldt af mænd fra Sri Lanka og Pakistan, der alle bliver behandlet som skidt – og denne dag så også en enkelt lyshåret dansk kvinde, der blev kaldt ”my daughter” og bedt om at tage plads før alle andre. Ubehageligt, men ikke til at ændre. Nå, men jeg fandt ud af at jeg havde taget fejl af priserne og dermed havde dhs10 for lidt, da ”typing” nu kostede dhs20. Han var meget sød og lod mig slippe med de 10 mod at love at komme tilbage senere med de sidste penge. Kørekortet blev lavet og jeg halsede ned på tanken for at hæve penge. Hævemaskinen var i stykker så der var ingen penge at hente dér. Inde på tanken forsøgte jeg at overtale ekspedienten til at lade mig købe noget og betale med kreditkort på Dhs10 over beløbet. DET kunne han ikke, men han hev en 10’er op af kassen og sagde, jeg bare kunne komme en anden dag. Mig tilbage til typing-office, hvor jeg blev modtaget med glædelig overraskelse af de to mænd, som var enige om, at jeg var ”a good woman” og at min mand var meget heldig (det er han også men måske af lidt andre årsager). Spurte ud i bilen og gennemsøge alt for at finde mønter nok til tankpasseren, som var ligeså tydeligt overrasket over at få sine penge igen. TAK til de venlige mennesker, jeg mødte den dag. Sådan kan man også være mod hinanden (hvis man da ikke lige er en lille mand fra Sri Lanka, der står overfor den arabiske overmagt).

Vi har haft sandstorm så alt var dækket af sand – både inde og ude. Det startede med lidt blæsevejr en lørdag morgen og udviklede sig i løbet af dagen til en regulær storm. Bilerne kørte for stærkt, uden lys og med katastrofeblink – ligesom i tåge – så det er ligesom vi plejer… Man kunne ikke se ret meget, så Maria fra Ecuador, som vi havde med på rundvisning, fik ikke set så meget andet end SAND. Mit vasketøj hang ude, så det måtte lige en ekstra tur i maskinen, da vi kom hjem og vi skøjtede rundt på sandglatte gulve. Vejene så ud som derhjemme i snefygning og vi kunne da relatere lidt til vintervejret i det nordlige.

Masha går til yoga hos en iraner, Golnaz, og havde overtalt Birgitte og mig til at komme med sammen med Tommys kone, Noi.   Vi var en større international flok på otte kvinder hjemme i Golnaz’ stue, hvor alt var gjort klar med dæmpet belysning, meditationsmusik og tændte stearinlys. Meget roligt og fin stemning der passede til yoga i stedet for en gymnastiksal, som vi jo er vant til. Jeg er stiv i alle led, så det var dejligt at blive strukket godt igennem.. 

Vi har været ude at køre en tur omkring industriområdet Al Quoz i dag - uhyre lærerigt. Der ser man hvordan de mange tusinde gæstearbejdere bor stoppet ind i kedeligt byggeri med usandsynligt mange mænd i hvert værelse. Efter arbejdstid er der intet for dem at lave udover at ”hænge ud” rundt omkring på gaden. I avisen står der, at i nogle områder inde i byen omkring nogle af torvene er det et stort problem, at der ikke er nogen faciliteter for dem – de tisser op ad folks huse og i nogle områder er det så slemt, at beboerne er begyndt at hælde varmt vand ud af vinduerne ned på de stakkels mænd. Men hvem gider også have sit hus og vej stinkende af tis? Der er åbenbart også et livligt salg af hjemmebryg – til Dhs 5 pr plastikkrus.  ”Vi drikker for at kunne sove, men ikke så meget, for det har vi ikke råd til”, Ja, det forstår man jo godt, både det med ikke at kunne sove og det med pengene, når lønnen er Dhs 600 om måneden, hvis man da får sin løn..  Selvom jeg i teorien godt vidste at forholdene var sådan er det godt for rodfæstelsen at se det i virkeligheden.

Jeg kan så godt blive ekstra forarget over den selvretfærdighed, der præger diskussionerne omkring Jyllandspostens profettegninger. Et par morsomme tegninger giver anledning til at man forårsager en større diplomatisk krise og sortlister danske firmaer - men at behandle de mennesker, der er med til at give et land rigdom gennem deres arbejdskraft - ja, det formår man ikke. Nu ved jeg godt, at det ikke er Dubai der startede boykotten af Arla, men Saudi - men prøv lige at fortæl mig at de små filippinere etc. i Saudi bliver behandlet bedre end her??? Vel tværtimod. Vi har hørt en teori hjemmefra, at det er en afledningsmanøvre for at bortlede opmærksomheden fra Hajj og de mange dødsfald. Men det fylder bare ingenting i medierne hernede, det er nærmest naturgivent, at der skal gå et vist antal til under Haj. Disgusting.

Forleden var jeg i et par danske butikker (køb-dansk-kampagne i det små) og købte dansk tøj, jeg har ikke set boykot eller demonstrationer udenfor Idemøbler, Zone Denmark, Georg Jensen, Eva Trio, CCDK, Olsen, IC Companys, Ecco el lign. Thomas Bjørn, Anders Hansen og de andre spiller gladelig golf osv. Mejerivarerne er væk, men der er altså ikke megaskilte alle vegne. Urtekram er på hylderne og sikkert masser af andre ting. Vi drak Carlsberg i går i golfklubben. Jeg tror ikke på det helt store hernede.

Jeg har heller ikke hørt om palæstinensisk boykot af dansk bistand eller danske muslimers (dem der synes, vi er så onde og indoktrinerende overfor deres børn, så lige en udtalelse fra en imam i Dk.) boykot af overførselsindkomster.

Som en af de andre sagde i går: Nu skal de jo boykotte tyske varer og det går jo ikke, så har araberne ikke deres BMW og Mercedes at køre i… sjovt nok nævner de nu i avisen boykot af Frankrig og ikke Tyskland... To af de største supermarkedskæder er franske: Carrefour og Géant, mon forbrugerne boykotter dem totalt? Næppe, de skal jo osse spise. Men det er jo ikke forbrugerne der bestemmer, det er forretningerne, så mon ikke det går i sig selv nu, de kan jo ikke boykotte alt.

Situationen har nu (5/2) ændret sig efter flere europæiske aviser valgte at publicere tegningerne – i nogle tilfælde suppleret med egne versioner. France Soir havde en tegning af Muhammed, Jesus og Buddha på forsiden, hvor Jesus siger til Muhammed, at han ikke skal være ked af det, for det har de andre prøvet så tit. Redaktøren er nu fyret. En avis i Jordan har en avis valgt at trykke tegningerne for at vise, hvad det er, man er oppe imod. Redaktøren blev fyret og senere arresteret. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal synes. I ytringsfrihedens navn er det selvfølgelig fint, at vi får støtte fra Europa, men det har ført til an voldsom optrapning af konflikten, der ellers var ved at finde et mere roligt leje. I går brændte demonstranter den danske ambassade i Damaskus af. Det er næsten kvalmende at læse så mange indlæg, hvor muslimer kalder sig selv fredselskende og i samme åndedrag opfordrer til væbnet kamp. Vi er efterhånden sikre på at være del af et politisk magtspil mellem religiøse ledere, hvor det at vise sig som ekstra ”from” er en magtfaktor.

Det er svært at se, hvordan konflikten kan nedtrappes nu, for vi er så forskelligt indrettet, at det bliver svært at nå hinanden.  I den muslimske verden er det uforståeligt, at en regering ikke kan straffe eller sågar lukke en avis, for sådan foregår det hos dem. De mener, vi skal lave en lov mod gentagelser og forstår ikke, at det er umuligt i henhold til vores grundlov. Tredeling af magten er et ukendt og uforståeligt begreb for dem.

På den anden side er det svært for os europæere at forstå, at et par tegninger kan forårsage en verdensomspændende krise, når man tænker på al den elendighed der er i mange af de lande. Men det er jo et nemt fokuspunkt, der kan fjerne opmærksomheden fra de ting, det gør ondt at ændre på.

Vi finder det svært at forstå at vi skal undskylde, når der er nul tolerance for vores religion i Saudi Arabien – vi må ikke engang tage en bibel med ind i landet.  Vores flag er med sit kors et kristent symbol, så det kan vi heller ikke bruge. Og det er generelt for Saudi og har intet med den nuværende situation at gøre.

Jeg mener ikke at kunne huske, at den muslimske verden har undskyldt for terrorhandlinger foretaget i Islams navn. Måske er forklaringen, at de ramte mennesker og i forhold til religiøse symboler fylder mennesker bare ingenting i den muslimske verden. Undskyldning for afbrænding af vores flag har vi heller ikke set.

I det hele taget er det en tilvænningsproces at bo i en del af verden, hvor religion og "selvfedhed" er dagens orden. Aviserne er jo genstand for selvcensur i en grad, der gør at man bliver nødt til at læse, det der IKKE står - og de kan endda skrive artikler om, at de er selvcensurerende. Så det er helt officielt. Ligesom filmcensur - det er man også helt åben om og mange film vises med scener klippet ud, så filmen er uigenkendelig. Og så tænker man på producerne som har brugt evigheder på at redigere filmen til en helhed. Tsk tsk - en film som Brokeback Mountain har allerede været genstand for adskillige læserbreve for og imod (vel at mærke læserbreve skrevet af folk, som ikke har set filmen selv) og det bliver spændende at se om den bliver vist og i givet fald hvor meget er klippet bort. Men som en skribent skrev: jeg kan jo bare købe den på dvd og se den i sin helhed. For det kan man formentlig om kort tid (og i ucensureret udgave).

I nogle aviser opfordrer man til at bruge demokratiske midler til at løse krisen og det er beroligende. I en avis i Qatar skrev lederen, at man også skulle huske på det store bidrag Danmark yder til den muslimske verden – specielt til Palæstina, hvor reaktionerne har været voldsomme. Jeg har hørt den palæstinensiske ambassadør i Danmark sige det samme, så der er håb forude.

Det er så trist at være vidne til og samtidig bliver jeg så vred over det, der sker. Jeg prøver at lade være med at tænke på det, men det fylder mere og mere for mig. Jeg ved ikke om det ville være anderledes hvis jeg boede i Danmark, men det er svært at være i en del af verden, der er SÅ forskellig. Og så er vi jo i det mest rolige land, hvor sikkerheden er stor. Jeg ville have meget svært ved at være i Saudi eller Iran i disse dage.  

Nu til noget mere positivt: Dubai Desert Classic er noget nær den største sportslige begivenhed i Dubai og vi har kunnet være på golfbanen hver dag under turneringen. Som medlemmer af den golfklub, hvor turneringen afholdes får man gratis billetter til alle 4 dage (torsdag til søndag).

Normalt har Poul ikke fri om torsdagen, da firmaet holder weekend fredag-lørdag. Ved en hurtig manøvre blev det islamiske nytår lige flyttet et par dage her forleden fra først tirsdag og senere til onsdag. Men ups, så fik de ansatte jo en ekstra fridag og det duer jo ikke (koster penge). Så nu fik den offentlige sektor onsdag fri og dermed en 3 dages weekend, mens de private må nøjes med de sædvanlige to dage. Undtagen selvfølgelig verdensfirmaet som egentlig havde besluttet at nytår var tirsdag men flyttede det til torsdag, så vi fik lang weekend. Godt, man ikke havde regnet med tirsdag som fridag og havde booket et eller andet fancy som ikke kunne aflyses.

Nå, det var golf – i dag søndag er vi så gæster hos en af sponsorerne, så når Poul kommer hjem efter et par timer på kontoret tager vi af sted igen. Det var ikke lige meningen at han skulle derind, men i lyset af alt det jeg lige har skrevet om blev han lige nødt til det nogle timer.  Jeg har jo aldrig været rundt på en golfbane, selvom Poul har spillet i 20 år(!), så for mig har det været en stor oplevelse at opleve spillet på denne måde. Poul har været Marshal i to dage og gået rundt med sit skilt med ”Quiet Please” og jeg har så fulgt med rundt sammen med ham. Stemningen er så rolig, selvom der er mange tusind mennesker samlet og der er alle slags mennesker. En del kvinder mener vist, det er en udstillingsplads for deres yndigheder, så der er masser af udsigt til kavalergang, hvis det er det man vil. Inderne har svært ved at forstå, at man ikke taler i mobil telefon mens spillerne er ved at tee ud og japanerne insisterer på deres kameraer alle vegne, selv om det er forbudt. Araberne opholder sig mest indendørs og ser på det hele på storskærm eller gennem vinduerne på sponsor”teltene”. Sådan er der så meget, men generelt set er der ikke så mange der ikke kan opføre sig passende, så det er fint.

Der er jo også dansk succes over hele linjen med Anders Hansen på en delt førsteplads før sidste runde, så vi glæder os til at se ham i dag.

Forleden var jeg på galleribesøg i den gamle bydel, Bastakia, hvor jeg ikke har været så meget. Der er åbenbart et kunstnerliv her - og der er jo gode muligheder, med alle de hjemmegående kvinder, der har tid til at udforske den del af deres personlighed uden at være bundet trivielle ting, som jobs osv. Så det er bare om at finde udstillingerne og gå i gang. Vi havde en dejlig formiddag med spændende kunst i forskellige gallerier og frokost og kaffe i hhv. XVA Gallery og Majlis Gallery (for jer, der kender Dubai). Der var da også ting, der nemt kunne have fundet vej hjem i stuerne og måske gør det hen ad vejen, jeg skal i hvert fald derned igen og nyde stemningen og de smukke ting.

Slut for Januar – resten af føljetonen kommer i Februardagbogen.