MAJ I DUBAI

Allerede Juni måned og jeg fatter ikke, hvor tiden bliver af. Det er godt nok en frase, men i mit tilfælde passer det temmelig godt lige nu. Det er nu et år siden, vi var på ”introduktionsbesøg” i Dubai første gang og nu er det her, vi har vores hjem og hverdag. Utroligt.

Det sidste, jeg skrev i april-dagbogen var, at vi var lidt knotne over standarden på Burj al Arab. Poul skrev en mail til dem og forklarede omstændighederne og så havde vi da fået luft. Ganske få dage senere tikkede så et svar ind fra manageren i restauranten, at han beklagede dybt. De ville nu se på at genskabe den standard, der forventes og selvom han var klar over, at det ikke kunne ændre vores oplevelse netop den dag, ville han invitere på gratis Afternoon Tea, når det passer os. Det, må jeg nok sige, har imponeret os en smule. Jeg havde lidt forestillet mig, at der måske ville komme et svar med en beklagelse allerhøjst en blomst el. lign. Men jeg havde bestemt ikke regnet med at de ville tage det så alvorligt. Selvfølgelig handler det også om, at de ikke kan tillade sig at få et dårligt navn blandt folk, der bor her. Den slags rygtes jo hurtigere end lynet… Vi har endnu ikke haft tid til at benytte os af tilbuddet, men det skal da blive til noget inden vi tager hjem på ferie.

Golfklubben holdt i begyndelsen af måneden den årlige medlemsfest og den ville vi i hvert fald ikke gå glip af! Så vi drog af sted til festmiddag – iklædt vores pæneste ”smart casual”, som vi havde fået besked på, da vi meldte os til.  Det var derfor lidt af en overraskelse at se adskillige personalemedlemmer stillet op ved indgangen på en rød løber for at sige velkommen. Jeg blev ganske befippet – til hverdag er vi jo kun vant til at se mange af dem i træningstøj eller golftøj. De var alle i hhv. sort jakkesæt eller sort festtøj og stod noget i kontrast til os i vores pæne, men dog almindelige tøj. Meget engelsk! Der var ca. 500 festdeltagere og man havde kunnet vælge at sidde ved bestemte borde, hvis man ville (lige med undtagelse af personalet – de skulle blande sig med gæsterne) – og det var der da noget palaver omkring ved indgangen. Der er altid nogen, der skal finde på et eller andet at brokke sig over. Der er altså ind i mellem lidt overvægt af folk, der har været ex-pats for længe. Bordene var dækket ude på terrasserne og der var bar og MASSER af mad. Buffeterne bugnede af alle mulige lækkerier og det blev faktisk afviklet i god ro og orden uden de store køer. Vi var landet ved et bord ikke så langt fra scenen, så vi havde god udsigt til Greg Norman (berømt golfspiller, kaldet ”The Shark”, for jer ikke-golfere), da han dukkede op. Det var hyggeligt at møde ny mennesker – men aftenen tog en lettere bizar retning, da parret til højre for mig begyndte at tale om deres kirke i Jebel Ali. Ikke at kirkeemnet var bizart, men da konen i grafiske detaljer beskrev begravelser og de dermed forbundne problemer med det varme vejr og begyndte at diskutere med manden om det, de havde oplevet ved den sidste begravelse, havde været kondensvand eller kropsvæsker – da blev det for meget for Poul. Ja, det blev så meget for meget at han bød mig op til dans og det sker ellers ikke tit. Godt vi var færdige med at spise. Festen var vist fortsat indtil ved 4-5 tiden næste morgen, så den må vel siges at kvalificere som en god fest!

Påskefrokosten var ikke lige blevet til noget i april, så vi vedtog at holde en påskefrokost uden påske, uden frokost (det blev om aftenen, så vi kunne holde ud at sidde ude) og uden den traditionelle påskemad (der var til gengæld lækre salater, stege og meget andet godt). Susanne og Claus lagde hus til, så der var diverse underholdning for de deltagende børn, så om formiddagen slæbte Susanne og jeg borde og dækkede dem i varmen og var rigtig godt klamme og ulækre, da vi var færdige, men så var alt også klappet og klart til stort rykind – desværre blev ryk-ind’et ikke helt så stort som håbet, for der var sygdom og rejser, der gjorde at vi blev en forholdsvis sluttet flok, men vi have det kanonhyggeligt til ud på de små timer.

Poul er så heldig at han har mødt en flok herre-golfere, som han tager ud og leger med et par gange om måneden – eller mere – de plejer at være 8 herrer til lørdagsgolf med indbyggede konkurrencer. Nu har Poul vundet fire gange, så jeg tror de andre er ved at synes, det snart er nok…Han har også måttet sende scorekort til handicapudvalget i Hillerød for at få reduceret sit handicap efter den sidste omgang på The Creek. Normalt spiller de i Abu Dhabi, hvor man kan få rabatkort til en mesterskabsbane, så det bliver til at komme i nærheden af for alle uden at det bliver discountgolf. I vores klub, The Emirates, koster 18 huller dhs600 (kr960) for ikke-medlemmer og så står der jo ikke golf på budgettet hver weekend!  Rabatkort er en udbredt foreteelse i Dubai – alt og alle er i besiddelse af dem af en eller anden årsag. Banken sender sågar rabatkort til restauranter som fødselsdagsgave til os. Som alt andet hernede bliver tingene hurtigt sat i system, så der er nu samlet en hel bog (faktisk hele 3 bøger) fulde af rabatkort til ALT muligt lige fra Spabade og dykkerture over golf og fitness til restauranter og caféer. Og meget mere til. Som hovedregel er det ”køb to betal for en” princippet, der gælder og da bogen koster Dhs150 og har for Dhs55000 rabatkort, kan man jo selv regne ud om det kan betale sig – jeg kan afsløre på forhånd, at det kan det! Mange køber flere bøger bare for at spille golf – efter én gang er bogen betalt og så er resten jo ren fortjeneste.

Når vi nu snakker golf, så må jeg jo hellere afsløre, hvordan det går med mit golferi – jeg har fået mit spillercertifikat (=banekort i Dk), så nu er jeg ”lovlig” og må spille på alle baner i heeele verden. Det bliver så måske ikke lige med det samme. Men jeg har haft mine 10 lektioner og har nu været både på Par 3 – bane flere gange og har spillet 9 huller på den rigtige bane. Ann (fitnesstræneren) og en af hendes veninder inviterede mig ud en eftermiddag til 9 huller og selvom jeg ikke ligefrem klarede mig fantastisk, var det sjov og jeg lærte en masse. Siden har jeg været med Poul ude og det gik også ok – jeg mistede ikke engang bolden, så det er jeg da rimelig stolt over. Vi skulle heller ikke lede efter min bold, så vi var rimelig hurtigt igennem – 1 time og 40min – og det var nok godt det samme, for det var en af de rigtig varme dage over de 40gr. Så nu går overvejelsen på, om jeg skal have mine golfkøller med hjem til sommer – Asserbo Golfklub ligger jo lige i nærheden af sommerhuset, så måske der kunne passes lidt golf ind mellem hygge og besøg hos/af slægt og venner. Jeg skulle jo nødig glemme det, jeg lige så møjsommeligt har fået lært.  

Arabisk er en udfordring, man næsten bør tage op, når nu man bor i denne del af verden – jeg har glædet mig til at prøve kræfter med sproget og er nu næsten færdig med det første kursus. Jeg går på samme Art Center, hvor jeg gik til Decoupage, det er godt nok kun en gang om ugen i 2 timer, men det er ikke det bare sjov, skulle jeg hilse og sige. Læreren hedder Mohammed, er ægypter, ca. 60år, macho (eller bare lidt dirty old man agtig) og han ynder at tale ned til os. Vi var 7 quinder til første time men allerede anden gang var vi reduceret til 6 og nu er vi kun 5. Jeg var ikke så sikker på om jeg ville holde til alle 8 gange, men det går nu meget godt efterhånden. Vi lærer ikke at læse men kun at tale og det er noget sværere end hvis man kan se hvilke bogstaver, man skal prøve at udtale. Jeg måtte efter de første gange bruge en hel formiddag på at lægge mine noter fra undervisningen ind på pc’en: en side med ordbog, en med fraser, en side til tal og én med grammatik. Det er fuldstændig som at lære tegnsprog! Læreren vælter en masse af sig, man forstår ikke en meter, har intet skriftligt at støtte sig til og må lave sine egne noter med "lydsprog". Jeg må jo bryde sammen og erkende at det virker, men det er hårdt! Heldigvis har jeg den fordel, at jeg indenfor de senere år har lært to sprog, så jeg er nogenlunde inde i rutinen med at tilegne mig ny viden på det felt. De andre synes, det er noget sværere, selvom to er muslimer fra USA og som sådan har kendskab til klassisk arabisk gennem koranen (ikke at de forstår, hvad de læser, men de kan da bogstaverne og genkender melodien i sproget). Vi er en blandet flok: som sagt to muslimer fra USA: Fatima er af indisk oprindelse og fra New York, har to små børn og er meget troende. Hun kom første dag med tørklæde på og anden dag med løst hår og næsten-kavallergang. Det var jo noget forvirrende – især for Mohammed – men årsagen var, at hun gerne vil bære slør, men familien synes ikke det er en god ide. Så efter at have prøvet det, måtte hun erkende, at hun endnu ikke var klar til det. Vi fik en hyggelig snak om tro og så videre og det var en fin anledning til at få manet et par fordomme i jorden. Farah er af pakistansk oprindelse og fra San Jose i Californien og har også to børn. Anden gang vi mødtes måtte hun gå tidligt, for hun skulle på Umrah – pilgrimsrejse til Mekka (stor respekt fa Mohammed). Hun er ligesom Fatima utroligt sød og nem at snakke med, så vi får ind i mellem løst verdenssituationen i pausen. Sue var fra Taiwan og havde en libanesisk boyfriend, men hun stoppede efter første time. Terry er fra Singapore og har kun været i Dubai i et par måneder, men hun synes hun er nødt til at lære arabisk for at kunne hjælpe sine børn med lektierne. Hun siger ikke så meget, men kæmper sig igennem timerne. Det gør det altså heller ikke nemmere, når man rent udtalemæssigt skal fra kinesisk over engelsk til arabisk. Og lave sin egen lydskrift. Og huske fra gang til gang, hvad man nu mente med den underlige dut, man satte over en vokal, da et ord blev sagt første gang. Så var der Birgitte, der holdt op, for hun havde simpelthen for travlt med alle mulige aktiviteter og gæster. Nina og jeg udgør så de sidste i flokken og vi holder fanen højt og går på med krum hals! Nu kan jeg præsentere mig i udvidet form med detaljer omkring navn, oprindelse, familieforhold, hvor jeg bor, hvad Poul og drengene laver og hvor de befinder sig og flere andre småsætninger. På arabisk er det vigtigt at man hilser omstændeligt på hinanden og spørger til hinandens velbefindende – det kan jeg også til en vis grad. Så jeg er da nogenlunde godt kørende i forhold til mange andre udlændinge – der har lige været en artikel i avisen om emnet, hvor de havde spurgt folk om de kunne sige goddag, farvel og tak – det kunne de fleste ikke selv efter flere år i Dubai.

Poul har været "eksamensvagt" for Susanne, som læser til lærer på fjernstudie på Haderslev seminarium. Hun kunne vælge mellem at tage hjem og være sammen med studiegruppen til de 24 timers forberedelse eller blive her og klare sig med nettet. Selve eksamenen skulle så foregå enten på konsulatet (som skulle have en formue for det) eller en anden dansk "repræsentation” – og det blev så Mærsk. Det var vist nok mig der fik meldt Poul frivilligt til opgaven, men det gjorde han gerne – selvfølgelig, det vidste jeg jo. Bortset fra at hun fik forberedelsesmaterialet med forsinkelse, fordi der gik koks i at maile det, så tror jeg hun er meget tilfreds med at være blevet hernede. Hun og Poul sad så inde på kontoret det meste af en fredag - Susanne skrev sine 6 timer og Poul fik bund i bunker og fik lige taget et par kurser på nettet, som han manglede. Om aftenen var vi så inviteret på italiensk restaurant som tak for hjælpen – så jeg var lige med på en sniger, selvom det Poul, der havde været den aktive (eller hvad man nu skal kalde det). Jeg er sikker på, at Susanne får et godt resultat – vi krydser fingre for hende!

På Pouls fødselsdag var vi til gallafest med 170 andre danskere - der var 300 billetter men med typisk dansk surhed ville mange ikke med (ingen babysitter, for dyrt, for langt væk, kan ikke komme til at sidde med mine venner, skal ud at købe kjole, osv. osv.). Fakta er, at vi har fået mange måneders varsel, det koster under 500kr for mad og vin ad libitum og under middagen var der levende musik og bagefter DJ og fri bar alt sammen sponseret af diverse firmaer, festen afholdes i centrum, man kan komme til at møde ny sjove mennesker (uh, farligt), og en kjole kan sys i silke for 500kr, hvis man ikke lige har noget i skabet, der kan bruges. Jeg synes det er billigt

Jeg fik syet en kjole for første gang, så jeg var noget spændt på resultatet. Det er jo fristende at få pænt tøj til nærmest ingen penge: stof Dhs 150 og syløn Dhs 240 – dvs. en lang todelt kjole i råsilke for ca. 650 dkr. Det er da billigt. Hvis den er pæn. Det er ikke nemt at vælge mønster i en bog og så bare gå i gang uden at prøve om det overhovedet er en god model. Susanne og jeg valfartede til Satwa til skrædder for at finde inspiration (og mod) til at få passende rober. Egentlig havde vi forventet at vi var for sent på den, men næh nej, det kunne de skam sagtens nå(!) Indrømmet, de nåede det: vi hentede kjoler dagen før festen! Før afhentningen skulle vi lige igennem en prøvning, der mildest talt efterlod os noget mismodige. Vi lignede ikke ligefrem prinsesser – måske mere indsnørede pølser (fine pølser i råsilke, men bestemt ikke festklare prinsesser). Heldigvis gav vi skrædderen chancen for at lave et par(!) ændringer og vi endte op med flotte kjoler begge to(se billeder på hjemmesiden).

Om eftermiddagen var vi nogle stykker, der fik ordnet negle sammen, så vi startede festen allerede der. Poul bestilte limousine til at hente os og 5 andre par, så vi ankom til hotellet i fin stil klare til at feste!!

Det blev en stor succes og vi havde en super aften, Poul gentog ligefrem succes’en fra golffesten og var på dansegulvet så længe, at han til sidst måtte svale panden på en is-skulptur, hvilket forårsagede en stor rød plet i panden som var flere dage om at forsvinde…

Vi var (som sædvanlig, tsk tsk) rimeligt fornuftige og tog hjem i nogenlunde sober tilstand ved 2-tiden, for Poul havde insisteret på at beholde sin fitnessaftale kl. 10 næste dag - og det var vi glade for, da vi hørte fra de andre, der var alt fra bare lidt "slidte" til én med et blåt øje, hun ikke vidste, hvordan hun havde fået.  Forhåbentlig bliver det starten til en tradition i danskerkolonien (festen, ikke det blå øje) og næste gang bliver vi nok flere, for der er vist nogle som allerede har fortrudt, at de ikke var med i år.

Sølvbryllup er det endnu ikke tiden til, men næste år falder klokken i slag for os, selvom vi ikke lige kan se os selv som sølvbryllupspar under æresport osv. Nå, lad os nu se, hvor vi befinder os til den tid. I år havde vi en rigtig dejlig dag hvor vi startede med at være til træning og senere fik kaffe hos Birgitte og Klaus før Poul og K. spillede squash. Middagen indtog vi på Le Classique i golfklubben, hvor vi blev overrasket med små hjerter og pynt på bordet, hvilket vi ikke lige forstod. Tjenerne smilede så sjovt, når vi spurgte hvorfor. Senere bestilte Poul en melodi hos pianøsen med en hilsen til mig, så der var "hemmeligheden" jo ligesom ude, men vi blev da noget overraskede da hele tjenerholdet kom anstigende med kage og tilhørende sabel til at skære for med. Vi skulle sørme også kysse - hvorfor sker sådan noget den eneste dag kameraet ligger hjemme???? Åbenbart havde Poul ladet en bemærkning falde om at vi havde bryllupsdag, da han reserverede bordet, men at det skulle afføde den reaktion havde vi ikke lige forventet. Åbenbart har de også i databasen alles fødselsdato, så hvis man kommer på sin fødselsdag får man både kage og sang! Meget fornemt. Bagefter tog vi resten af kagen med ned til Birgitte og Klaus og fik kaffe inden vi tog turen hjemad. En rigtig dejlig og hyggelig dag!

Venner kommer og venner rejser – det er lige underligt hver gang en familie skal rejse, man synes aldrig der har været tid nok. I Claudia og Steens tilfælde passer det nu meget godt, at tiden har været knap, for de har kun været her et års tid. Men sådan er det jo med de mænd – deres job dikterer udrejsen og sommetider sker det, at det dikterer en alt for tidlig hjemrejse. Vi var fire der slog os sammen og lavede en scrapbog med fotos, hilsner og avisudklip til minde om familien Bollerslevs ophold i ørkenlandet, som de fik overrakt ved afskedsfesten. Det var hyggeligt at lede fotomappen (læs: harddisken) igennem og ved fælles hjælp fandt vi rigtig mange gode billeder. Aviserne er jo altid gode for underholdende og mærkelige artikler, så alt i alt var der mange sjove ting til mappen.

Når jeg nu ser på maj måned er det ikke uden grund, at jeg ikke har været så flittig ved tasterne – der er ikke tilflydt jer mange mails herfra. Jeg er ikke færdig endnu og der mangler stadig mange festlige arrangementer i dagbogen. Men dem vil jeg nu forskåne jer for. Det er utroligt som man kan få travlt, når arbejdet ikke kalder!

I Danmark har Martin flået sit gamle køkken ud og er næsten klar til at montere det ny, når han kommer hjem. Han er nu igen på Columbine Mærsk og skal sejle indtil slutningen af september. Marc har været til eksamen i kemi og fysik og har klaret sig meget flot med to 11-taller. Vi nyder at begge drengene har det så godt, jeg tror egentlig ikke de går og savner os ret meget…

Nu er det ved at være sommerferietid. Vi starter med fem dage i Singapore i slutningen af juni og jeg rejser til Danmark 4. juli. Poul følger efter 10. august efter et par uger på Stanford University i USA og vi er tilbage i Dubai igen 2. september.

GOD SOMMER

PS lige en pudsighed på falderebet. Fik en sms fra politiet: “Our Golden Jubilee has been brightening and will remain bright in partnership with you – with compliments of Dubai Police G.H.Q.”

Dubai politi blev oprettet I 1956 – for 50 år siden og det blev fejret med parade, tillæg til avisen og altså en sms til alle borgere… og så er det ikke en gang løgn!