MARTS

Så er endnu en måned gået og tiden er blevet væk som sokker i en vaskemaskine – lige uforståeligt er det, hvor begge dele bliver af!

Decoupage kurset er færdigt – jeg har lært nogle teknikker men har ikke fået den helt store kunstneriske inspiration, synes jeg. Holdet blev efter de første gange reduceret til fire quinder fra hver sin del af verden: USA, Indien, Libanon og Dk samt læreren fra Tyrkiet, hvilket jo nok skulle kunne give både atmosfære og gode snakke. Men det gjorde det bare ikke. Ozden (læreren) var nærmest ”polsk” i sit kunstneriske udtryk og meget bestemmende – hun fik nok lige ødelagt et par ting undervejs med sin forkærlighed for ”antique-look” og sin ikke altid heldige farvesmag. Hun hører måske heller ikke så godt – i hvert fald råbte hun mere end talte, så der var ikke lige plads til så megen snak. Jeg troede ellers, at der ville være brændstof nok i, at jeg sad der som dansker og der var 2 el 3 muslimer tilstede, men enten ignorerede de med vilje de prøveballoner, jeg sendte op eller også ønskede de bare ikke at tage snakken, hvilket jeg dybest set ikke var ked af. En dag efter vores time skulle jeg ned i baggården på skolen og hente et bræt til at lave forskellige maleteknikker på og Ozden ville med for at se, hvad Gopal (in-house tømrer og altmuligmand) ellers kunne byde på. I klassen er hun iklædt sort strikhue (i Dk havde den været del af et kunstnerlook) men bare hun skal ud i solen og ses af andre end lige os 4 - ja så kommer den alt for store og varme, lange jeans-jakke og hovedtørklædet på. Så hellere rigtig abaya - den er der da stil over. Tsk Tsk. Tørklædet er også på, når hun passer sin stand på det månedlige Kunstnermarked på Crowne Plaza Hotel. Her kommer mange af de herboende ”artisans” med deres produkter for at både udstille og sælge. Der er alt fra perler og patchwork til malerier, decoupage og silkemaling. Det er hyggeligt at komme og se, hvad der rør sig og hvor mange mennesker, der hér har fundet deres kunstneriske åre og nu har mulighed for at give den fuld gas på lærreder og alle de andre medier.

Vi har været til Bryan Adams koncert - det var en oplevelse. Han er både en god entertainer og rimeligt ukrukket. Halvvejs i koncerten sagde han til Security at folk gerne måtte tage fotos, så de, der ikke havde fået deres kamera konfiskeret ved indgangen, havde så muligheden for at få nogle amatørfotos af dårlig kvalitet - men dog personlige. Der var ikke vildt meget salg af merchandise, kun et par T-shirts i et hjørne, så det virkede meget afslappet. Som ekstra-ekstra nummer gav han nogle numre på akustisk guitar som var det hele værd, så vi havde en rigtig fin aften selvom ørerne var noget blæst ud. Belært af erfaringen fra Phil Collins var vi kommet tidligt og havde "madpakker" med i form af Sushi-bakker fra Carrefour (supermarked) og vin ku’ man jo købe, så det var luksus og vi fik fine siddepladser. Det kan godt være, det er fedt at stå og hoppe, men det har jeg bare ikke ryg til i flere timer. Jeg har jo ikke været til vildt mange koncerter i min tid, men jeg kan da huske Joan Baez for mange herrens år siden – der sad vi med stearinlys og var meget stemningsfulde. Siden gik man over til lightere – og nu sidder folk gud hjælpe mig og svinger med mobiltelefoner med lys i displayet… velkommen til 2006 – også til Charlotte… men det er stadig stemningsfuldt.  

Nu kan man jo tro det eller lade være – men jeg er faktisk begyndt at spille golf. Ok, så at få nogle timer, i hvert fald. Jeg har haft halvdelen af de ti lektioner i Pyramid of Learning programmet (lyder næsten som Scientology). Det er enetimer, for jeg ku’ ikke få det til at passe med de hold, der var tilgængelige. Så jeg er gået i gang nede på Emirates hos Dave fra Sheffield i England. Han er meget sød og tålmodig og roser mig (kan man jo godt lide uanset om det er berettiget). Jeg rammer rimeligt lige med mit 8-jern og bolden når ca. 75yds ud, så helt håbløs er jeg da ikke. Jeg har også været på par-3 banen på Montgomerie Golfklub – for vores egen får først par-3 bane til oktober. Det gik faktisk så godt (jeg var ikke piiinligt ringe), at det måtte fejres med lidt shopping: jeg fik golfsko og lidt tøj til det ædle spil. Man kan jo ikke troppe op i hvad som helst – der er strikt dress code – bl a er T-shirts uden krave ikke velsete. Jeg har f eks fået sådan et par shorts med en slags nederdel udover – det ser ganske kækt ud! Stik imod mine forventninger, synes jeg faktisk det er sjov og håbet om at komme til at spille med Poul er rigtig grønt… det er foreløbig rigtig hyggeligt at vi kan gå ud og slå til bolde sammen og i weekenden er der da også mulighed for at vi sammen kan spille par-3, hvis da Poul ikke er så heldig at skulle ud med ”drengene”.

Vi er også begyndt at træne sammen i golfklubbens fitnesslokaler. Der har vi mulighed for at få vejledning af klubbens trænere, så vi er blevet målt og vejet (og ikke fundet for lette) og om ikke sat under administration så dog under ihærdig vejledning. Begge trænere er utroligt søde og gode til at lytte til vores forskellige behov – og det er fantastisk motiverende at have en træner, der holder én til ilden. Selv jeg, der jo som bekendt hader al sport af et godt og ærligt hjerte, er blevet omvendt, så jeg forbavser mig selv dagligt – for jeg er faktisk til træning næsten hver dag! Det er selvfølgelig også motiverende, at vi holder hinanden til ilden og kan gøre det sammen. Faciliteterne kan man ikke klage over – især omklædningen er en oplevelse. Der er store håndklæder der dufter af varm tørretumbler, shampoo, conditioner, bodyshampoo (alle Molton Brown), cremer, hårdtørrer etc. til rådighed og masser af plads. Der er små phillipiner-piger, der holder orden på det hele, udleverer nøgler til skabene og finder glemte solbriller og hvad Madam (læs: jeg) ellers måtte efterlade. Der er tæpper på gulvene, tv i baglokalet – ja, sågar en badevægt (benytter jeg IKKE). Så det hjælper jo lidt på det hele, at man ikke skal stå i et eller andet tilfældigt omklædningsrum og fægte med alle sine ejendele og ikke mindst er det dejligt, at der ikke skal vaskes håndklæder i et uophørligt væk.

Yoga er stadig en fast del af programmet – og nu har vi også fået undervisning i Reiki. Masha var primus motor for at få en kursusdag op at stå og Golnaz (yogalærer og Reikimaster) stod for undervisningen. Jeg er jo af natur noget skeptisk over for den slags men har samtidig den holdning, at der nok er mere mellem himmel og jord, end vi mennesker lige kan forstå. Grundtanken i Reiki er, at alt består af en universel livsenergi, som kan bruges til at reducere stress og til at heale med. Det er hverken en religion (arbejder tværtimod MED din egen tro), filosofi eller ideologi, men mere en kunstform. Reiki er ikke helbredelse, men med Reiki kan man styrke virkningen både traditionelle og alternative behandlingsformer. Jeg kan ikke umiddelbart erindre at have stødt ind i Reiki før, men det tilbydes flere steder hernede (– også i golfklubben) som en ganske naturlig ting sammen med massage osv. Det var en lang dag med både teoretisk og praktisk undervisning og jeg oplevede nogle ting, som ikke kan forklares ud fra, hvad jeg har set og lært tidligere. Nu følger så 21 dage, hvor vi skal balancere vores egen energi gennem meditation. Derudover skal vi helst ikke spise kød eller fisk og heller ikke drikke kaffe og alkohol. Kød og kaffe er ikke de store savn, men jeg kan jo godt lide fisk og et glas vin, så jeg er da faldet i... men forbavsende nok er det faktisk nemt. Jeg er meget spændt på om der viser sig nogle ændringer – men eftersom det er faldet sammen med vores fitness-aktiviteter er det svært, at vide hvad er hvad. Men skade kan det vel ikke…

Det er fantastisk at få mulighed for at prøve nogle ting af som ikke ellers lige har ligget for derhjemme – enten fordi jeg bare ikke har haft øjne og ører åbne for det, eller fordi der har været rigeligt i en ellers travl hverdag. Det er alle tiders chance, som jeg værdsætter mere og mere for hver dag!!

Det at leve i et land langt væk fra familie og venner betyder, at vi lider nogle afsavn. Vi kan ikke deltage i glæder og sorger hos hinanden og når vi vender hjem igen, skal vi prøve at passe ind i rytmer og venskaber som naturligt nok har udviklet sig udenom os. Til gengæld vender vi berigede hjem med ny inspiration efter at have mødt mennesker, vi ellers aldrig ville have fået chancen for at lære at kende. Det er det, der gør det hele øvelsen værd – det der beriger os.

Muhammed fylder nærmest intet hernede mere. Der står ikke engang noget på s 17 mere. højst lige i forbindelse med andre protestaktioner mod f eks USA bliver det nævnt. Det er en død sild (måske fordi det er bad press i forbindelse med DPWorlds overtagelse af P&O Ports). Men jeg kan da se på netaviserne, at derhjemme slås der masser af politisk plat på sagen. Men vi forstår ikke hinanden – det føles som om muslimerne (læs: i høj grad gadens parlament) er indoktrineret til at være sårede, når de får besked på det. Weekendavisen havde på et tidspunkt nogle meget gode tegninger, der illustrerede vestens holdning til reaktionerne, bl.a. at der måske var andre ting der var vigtigere: såsom at Muhammeds navn i den grad bliver misbrugt til at retfærdiggøre terrorhandlinger.

Mht. Dubai Ports, så ender det nok med at begge parter har skudt sig selv i foden. USA har hårdt brug for en allieret i området og Emiraterne har støttet USA både i krig og fredstid (sendte bl a en formue da orkanen ødelagde New Orleans). På den anden side har den arabiske verden et troværdighedsproblem, når man kan reagere på de famøse Muhammedtegninger, som det er sket. Emiraterne og de andre arabiske lande kan ikke sammenlignes, men de opfattes som en blok (ligesom de opfatter hele vesten som en blok) og det er der, kæden hopper af. Nogen har måske tænkt: "hvis et skib medfører genstande som kan opfattes som fornærmende mod Islam - hvad så? Kommer det ikke til kaj?" Og så bliver det risikabelt rent forretningsmæssigt. Den med sikkerheden er noget fis - sikkerheden varetages altid af USA selv - også i de havne der ejes af andre udenlandske firmaer. Der er selvfølgelig den lille krølle at DPW ejes af regeringen hernede - de andre havne ejes af private firmaer.

I en omtale af Harvey Nichols, der lige er åbnet i Mall of Emirates, fortælles om de forskellige designere, der er repræsenteret: Day Birger et Mikkelsen er en af dem. Ingen boykot dér. Men stakkels Arla står stadig for skud. Ecco har en reklame der strækker sig hele vejen over en af motorvejsbroerne på Sheik Zayed Road (hovedvejen) - ikke engang en smule graffiti er det blevet til der. Nu skriver jeg snart et læserbrev (uden at nævne firmaer, man skulle nødig give "gode ideer" videre)...

I flere artikler omhandlende konferencer om børns fremtid fremhæves det at et af hovedpunkterne i opdragelsen af de næste generationer er at give dem en arabisk-islamisk identitet. Meget prisværdigt og fædrelandskærligt. Men prøv lige at sige at danske børn skal have en dansk-europæisk-kristen identitet. Så ville der straks blive råbt om fremmedfjendskhed og indoktrinering. Fint, at vi skal have frit valg på alle hylder, men det kræver at vi kender valgmulighederne. Og det gør man ikke som dansk ung i dag - og de unge der jo er søgende, for det er man som ung, fristes nemt af religioner med en stærk profil som er til at forholde sig til. Det kan være islam men det kan også være det mere sektprægede som Scientology eller Kabalah eller hvad man nu vender sig mod. Jeg har intet mod islam - den er som så mange andre religioner fredssøgende - problemet er bare at den samtidig er politisk udebaterbar. Jeg kan få helt gåsehud, når man hernede reklamerer med banker og forsikringsselskaber, der er "Sharia-compliant". Når det handler om penge kan man godt fortolke Koranen, men handler det om befolkningens rettigheder - ja, så gives der ikke ved dørene. Dubai er pga. sin status som magnet for alle verdens rige mere tolerant end så mange andre, men når det kommer til stykket, er den religiøse identitet utrolig vigtig. Moral er godt – dobbeltmoral er dobbelt så godt.

Emiratisation er et begreb, der bruges meget i denne tid. Det betyder i al sin enkelthed at man vil tvinge firmaer til at ansætte et vist antal lokale (nationals, hedder de også). De skal have en minimumsløn uanset kvalifikationer og den ligger selvfølgelig langt over, hvad man mener arbejdere fra lande som Philippinerne og Sri Lanka får. En uudannet national skal have minimum dhs3000 om måneden, selv hvis han/hun er droppet ud af skolen uden kvalifikationer. Processen, som også finder sted i Saudi Arabien (saudisation), Oman (omanisation) og andre lande med en lav lokal befolkningsandel, har flere formål. Dels vil man gerne bevare kontrollen med arbejdsmarkedet og selvfølgelig bevare sin nationale identitet. Dels er det jo dyrt med alle de arbejdsløse, som bliver forsørget på statens regning. Men prøv lige at indføre tilsvarende hjemme i Dk.  – ikke at det lige er så aktuelt lige nu – men så kan jeg lige forestille mig det ramaskrig der ville komme og racisme og diskrimination. I disse cartoon-tider ikke mindst. Suk hjerte.

April er over os og påsken nærmer sig. Vi har besluttet os for en kort tur til Danmark og sommerhuset - alternativet var Maldiverne, men da det koster en mindre formue for en femdages badeferie - ja, så vr valget ikke svært. Vi kan jo desværre ikke besøge alle, men vi ønsker jer en glædelig Påske og på gensyn til sommer.